fbpx
9. juli 2021

Kunst og naturbeskyttelse på Toldboden

Fredag den 16. juli åbner en ny udstilling på Toldboden i Kerteminde, hvor billedkunst går hånd i hånd med forsøget på at værne naturen.

Glæden ved naturen er en afgørende forudsætning for ønsket om at værne og beskytte den, og naturkunsten er en øjenåbner, der formår at gøre virkeligheden mere tydelig og oplevelsesrig. Det har gennem 20 år været mantraet for en gruppe naturkunstnere, der under navnet DANE (Danish Artists for Nature and Environment) siden 1999 hvert år har stået bag forskellige udstillinger og bogudgivelser.

DANE  blev dannet som en videreførelse af kurser på Naturhøjskolen på Møn i 1990’erne. Kurserne henvendte sig til folk, som godt ville tegne og male udendørs i landskaberne, og flere af deltagerne kendte hinanden via illustrationer og aktiviteter i forskellige naturorganisationer. Gennem alle årene har det været et vigtigt udgangspunkt at skildre naturens, dyrenes og planternes skønhed med det formål at åbne befolkningens øjne for den mangfoldighed og biodiversitet, vores landskaber kan tilbyde.

For deltagelse i gruppen er kriteriet ud over glæden ved at tegne og male udendørs, at man også vil kombinere forskellige grader af faglig viden med det kunstneriske udtryk, og at man vil formidle og støtte beskyttelsen af vigtige naturlokaliteter og deres plante- og dyreliv i Danmark. Kunstnerne har i hvert projekt tilbudt at stille deres værker gratis til rådighed for en bogudgivelse, og det har gjort det overkommeligt for arrangørerne at udgive de indtil nu 20 kunstbøger.

Udstillingskatalog “Det dyrebare liv”

I forbindelse med udstillingen udgives bogen Det dyrebare liv, hvor de 23 kunstnere tilknyttet DANE-gruppen præsenterer sig selv og den natur, de kender og holder af fra deres dagligdag rundt om i Danmark, og de fortæller om, hvad de brænder for som kunstnere og naturbeskyttere. Med et håb om at de generationer, der kommer efter os, også får muligheden for at opleve det dyrebare liv, der findes i en uspoleret natur i Danmark og resten af verden.

For museet har det været helt naturligt at give husly til DANE-kunstnerne og deres værker. Johannes Larsen Museet betragtes jo gerne som et hjemsted for naturkunsten og ikke mindst for den del, der netop forener kunsten og naturen i en frugtbar symbiose. En række af DANE-gruppens medlemmer har da også tid efter anden deltaget i udstillinger her, ikke mindst med temaer fra fuglekunsten.

Desuden fejrer museet i år 125-året for bygningen af museumsskibet ”Rylen” og 100-året for starten på Johannes Larsens og Achton Friis’ togter til De Danskes Øer. Det viser museet i øjeblikket en udstilling om i Toldbodens stueetage, hvor der også er smagsprøver på kunst skabt under ”Rylen”s sommertogt i år med værker af Jens Bohr, Carl Christian Tofte og Jens Frimer. På førstesalen vil DANE-kunstnernes værker nu falde fint ind i denne sammenhæng.

Udstillingen Det dyrebare liv åbner fredag den 16. juli kl. 14 og kan ses frem til og med 29. august.